Historien

Min farfar og farmor Oskar og Ellen Thomsen købte Høveltegård, en af 6 store gårde i Fjellenstrup ved Gilleleje i 1938 for 58.500 kr. Gården havde 43 tdr. land, 24 malkekøer, grise, ænder, gæs, høns og heste og en pragtfuld landbohave. I 60’erne fik min farfar sin første traktor og det slidsomme liv blev lidt lettere.

Tiderne skiftede og gården, der før lå langt ude på landet fik nye naboer – Gilleleje rykkede tættere på og det gjorde min far Bent Thomsen også, da han i 1970 overtog gården med Ester, min bror John og mig. Farfar fik bygget en aftægtsbolig i østlængen. Høveltegård blev nu atter ramme om en skøn barndom med dyr, natur og alligevel tæt på byen, men den sidste landmand blev min farfar. Min far havde job på sydspidsen af Amager og passede sit byrådsarbejde ved siden af. Min mor Ester startede udlejning af værelser allerede i 1972 og fik senere job på turistbureauet, hvor hun endte som turistchef indtil sin pension i 1999.
I 2002 overtog jeg som 3. generation gården med dens 20 tønder land og i dag løber 4. generation Malou og Philip rundt på hølofter, erobrer øen i søen og nyder livet med mange dyr og meget plads. Byen rykker stadig tættere på, men vi nyder at ligge så unikt lige på grænsen af land og by og med udsigt ud over landskabet mod vest og byen til den anden side. Blot en kort cykeltur, så er vi oppe på havnen i Gilleleje. Jo, vi elsker området og vores gård.



Høveltegård hed oprindelig Høveltgaard opkaldt efter en ager ”Høveltager” nordvest for gården. Mine bedsteforældre tilføjede e’et, så det blev mere mundret.

 

Høveltegård er udflyttet i 1789-93 fra Fjellenstrup By. Stuehuset er bygget i 1904 og øst- og nordlængen i 1930 og 1943. Staldlængen er fra 1850.

Familien Thomsen | Høveltegård | Græstedvejen 38 | 3250 Gilleleje | Mobil: +45 40188507 | E-mail: info@bbgilleleje.dk